Den Danske Klaverduo består af de to koncertpianister Tanja Zapolski og Rikke Sandberg. Hver for sig har de igennem de sidste årtier etableret sig som 2 af de mest eftertragtede pianister i norden, både solistisk og kammermusikalsk. De har optrådt over det meste af Europa, USA og Asien og modtaget et utroligt antal prestigefyldte priser og hædersbevisninger. Begge optræder de jævnligt som solister i klaverkoncerter og på mange anmelderroste CD indspilninger, men begge er de også aktive orkesterpianister og nyder, at være en del af den allerstørste kammermusik, symfonikoncerten. Duoen mødtes som ganske unge privatelever af samme lærer, årene inden de startede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og har siden spillet sammen, når lejligheden bød sig. Deres nære og langvarige forhold gør dem symbiotiske og legende i deres musikalske tilgang til repertoiret for 2 klaverer og 4 hænder. De har optrådt med Sønderjyllands Symfoniorkester og Copenhagen Phil i Mozart og Poulencs klaverkoncerter for 2 klaverer, indspillet CD sammen og givet talrige koncerter for både 4hænder og 2 klaverer. I 2020 fejrede de deres 25-årige venskab med en genopdagelse af Carl Nielsens 3. symfoni i komponistens eget arrangement for 4hænder, som kun er blevet opført af Nielsen selv ved få private arrangementer. 2020 blev starten på et samarbejde med flere unge danske komponister, som har skrevet værker til klaverduoen med Carl Nielsen som omdrejningspunkt. I februar 2021 opførte klaverduoen Carl Nielsen´s 3. Symfoni for 2 klaverer til Torsdagskoncerten i DR Koncerthuset.
“Efter koncerten med Den Danske Klaverduo gik det for første gang op for mig, at firhændigt klaver er et sublimt kammermusikalsk samarbejde på højde med strygekvartet.” Prof. i kammermusik på DKDM, Tim Frederiksen